Pressemeddelelse

Lessor Group får ny administrerende direktør

Lessor Group får pr. 1. december 2019 ny administrerende direktør. Henrik R. Møller overtager styrepinden, når Peter Colsted stopper efter tre år som administrerende direktør for Lessor Group med udgangen af december.

Allerød, den 3. december 2019. Peter Colsted stopper som leder af Paychex Europe og som administrerende direktør for Lessor Group, som står bag Lessors løsninger til håndtering af løn, hr og tidsregistrering samt lønsystemerne Danløn i Danmark, Ilohngehalt i Tyskland, Norlønn i Norge og Swelön i Sverige. 

Peter Colsteds stop i Lessor har været planlagt længe, og det er helt udramatisk. ”Jeg har valgt at stoppe i Lessor for at få en pause, hvor jeg kan realisere mig selv og tage på en dejlig lang rejse med min kone – det er mit eget ønske, og planerne har været på tegnebrættet længe,” fortæller Peter Colsted. ”Det betyder også, at vi har haft god tid til at finde den helt rigtige profil til at tage over som administrerende direktør, når jeg går på juleferie,” fortsætter han.

Den nye administrerende direktør startede i går den 2. december, og navnet er Henrik Møller. Henrik Møller kommer fra den nordisk baserede industrifokuserede software- og it-løsningsleverandør EG, hvor han i otte år som Group Executive VP besad en række forskellige topposter i virksomheden.

”Jeg ser meget frem til at tage over på den succesfulde rejse, de forskellige forretningsenheder i Lessor Group er begyndt på, med Peter ved roret,” siger Henrik Møller og fortsætter.

"Efter min tid i EG satte jeg mig nogle klare mål for hvilken type virksomhed og organisation, jeg ønskede at arbejde i. Det skulle være en software-baseret virksomhed med en international strategi og en klar ekspansionsambition, som ligeledes var specialiseret og fokuseret i markedet frem for en mere bred positionering." siger han og tilføjer:

"Jeg har også kigget meget efter værdier og visioner. Det er vigtigt for mig, at virksomhedens værdier stemmer overens med mine egne, og der har jeg fundet et rigtigt godt match med både Lessor og Paychex. Jeg har brugt en uge på hovedkontoret i USA for 14 dage siden, og jeg har fået et rigtigt godt indtryk af, hvordan virksomheden er.

Peter Colsted har sidste officielle arbejdsdag i Lessor den 23. december, så indtil da står han til rådighed for Henrik Møller, hvor tiden bruges på at overdrage til den nye administrerende direktør.

 

 
Henrik Møller, administrerende direktør, Lessor Group

Om Lessor Group 

Lessor Group er en dynamisk softwarevirksomhed, som har eksisteret siden 1972. Vi er specialiseret i at udvikle løn- og personalesystemer til små og store virksomheder i Skandinavien og Tyskland, og i dag bruger mere end 65.000 virksomheder vores systemer, herunder lønsystemet Danløn.

Vores mål er at levere professionelle løsninger, der bidrager til effektive arbejdsgange og gladere kunder.

Lessor Groups hovedkontor ligger i Allerød, og derudover er der kontorer i Vejle og Ratingen i Tyskland. I dag tæller medarbejderstaben 150 medarbejdere.

 

Pressekontakt

For yderligere kommentarer kan Marketing Director Inger Østergaard Lilja kontaktes på marketing@lessor.dk eller telefon 48166000.