God integration med mange nyttige funktioner

Høj kvalitet, stabilitet og leveringssikkerhed er kendetegnende for Elite Miljø. Med Lessor Payroll til Microsoft Dynamics AX har lønadministrationen i virksomheden fået en løsning, der i høj grad lever op til disse værdier.

Lessor Payroll indeholder en lang række funktioner, som gør det nemmere at administrere løn.

"Vi har fået mulighed for at gøre tingene meget mere automatiserede," fortæller Peter Kirstejn Falk, som er lønningschef hos Elite Miljø. "Tidligere havde vi en masse manuelle processer i forbindelse med for eksempel fratrædelser. I dag foregår det meste helt automatisk, og vi sparer tid som aldrig før."

Elite Miljø udbetaler hver måned løn til gennemsnitligt 1800 timelønnede og 200 månedslønnede. Virksomheden bruger Microsoft Dynamics AX som økonomisystem og har stor glæde af integrationen med lønsystemet.

Integration med store fordele

Integrationen er noget af det, som Peter Kirstejn Falk sætter mest pris på ved Lessor Payroll. ”Systemet er godt integreret med vores øvrige platform, og så er det tilpas rummeligt til, at vi kan løse de udfordringer, vi har,” fortæller han.

”Derudover er vi glade for leveringssikkerheden, og så oplever vi, at Lessor har stor lønkompetence og fokus på at følge med lovgivningen på området.”

Funktioner der letter dagligdagen

Lessor Payroll indeholder blandt andet et indberetningsmodul til ACF, som Peter Kirstejn Falk sætter pris på: ”Det gør det virkelig nemt at indberette, og vi undgår manuel håndtering og minimerer risikoen for fejl.”

Elite Miljø er også begejstret for Lessor Payrolls fejlsøgningsfunktion. ”Den giver os mulighed for nemt at opdage for eksempel forkerte skattekort, manglende kontonumre og så videre. Det giver overblik,” siger Peter Kirstejn Falk. ”Samtidig kan vi med bogføringsbufferen tjekke næsten alle felter, inden vi gennemfører en lønkørsel. Førhen krævede det tunge opslag i Excel, men det er vi ude over nu,” fortsætter han.

Finanskonteringen er også blevet væsentligt lettere med Lessor Payroll. ”Vi har fået udviklet en finanskonteringsliste, som vores økonomichef er virkelig glad for,” fortæller Peter Kirstejn Falk og uddyber: ”Samtidig er det nemt for os at fordele lønomkostningerne.”

Nem rapportgenerering

I Lessor Payroll er det nemt at generere rapporter til for eksempel ledelsesrapportering. Peter Kirstejn Falk sender jævnligt gagelister til virksomhedens direktion, og her har han fordel af lønstatistikrapportfunktionen. Samtidig er det nemt at sende statistikker ud. ”Hvis jeg skal sende et overblik over opsparede feriedage ud, trækker jeg lynhurtigt en statistik fra lønmodulet,” siger Peter Kirstejn Falk.

Tidsbesparende skabelon

Lessor Payroll indeholder en skabelon, der gør det hurtigt og nemt at oprette nye medarbejdere, da alle de oplysninger, som administratoren normalt skal bruge, er integreret i skabelonen. ”Det betyder, at vi kun skal taste de variable oplysninger, når vi opretter en ny medarbejder i lønsystemet. Det sparer meget tid og gør det nemmere at vedligeholde medarbejderdata,” slutter Peter Kirstejn Falk.

Læs mere om lønbehandling

"Lessor har stor lønkompetence og fokus på at følge med i lovgivningen på området."

Peter Kirstejn Falk, lønningschef Elite Miljø

BAGGRUND

Elite Miljø er service- og rengøringsleverandør for kvalitetsbevidste kunder og medarbejdere. Virksomheden tilbyder rengøring for virksomheder og offentlige kunder, hospitalsrengøring, praktisk hjælp i hjemmet og andre serviceydelser til borgere over hele landet.