Stærk support og en lang række gode funktioner

Med Lessor Payroll til Microsoft Dynamics NAV har Dyrenes Beskyttelse fået en lønløsning, der på alle måder lever op til organisationens ønsker og krav.

Brugervenlighed, effektivitet, hurtig support, god uddannelse og dermed muligheden for at udnytte systemets mange funktioner optimalt er blot nogle af de ord, som lønbogholder Marit Ytterdal fremhæver ved lønsystemet fra Lessor. Hun har ud over grunduddannelsen deltaget i flere af de videregående uddannelser, som Lessor tilbyder.

”Det har været rigtig godt for mig og betyder, at jeg altid føler mig godt klædt på til at varetage lønadministrationen og bruge lønsystemets mange muligheder optimalt,” fortæller Marit Ytterdal.  

Dyrenes Beskyttelse udbetaler med sekretariat, vagtcentral og internater løn til godt 120 personer. Organisationen har brugt Lessor Payroll til Microsoft Dynamics NAV siden 2000. Dyrenes Beskyttelse anvender desuden Captos medlemsløsning, der ligesom Lessor Payroll er fuldt integreret i Microsoft Dynamics NAV.

Godt samarbejde med partneren

Dyrenes Beskyttelse er tilknyttet Capto, som er Lessor-partner til Microsoft Dynamics NAV. Captos konsulenter står til rådighed, når for eksempel lønsystemet skal opdateres. ”Det giver os en ekstra tryghed i dagligdagen,” fortæller Marit Ytterdal. ”Captos konsulenter træder til, når vi har brug for det – og de slipper ikke en opgave, før den er løst.”

Capto består af et team af professionelle og højtuddannede medarbejdere, der servicerer en markant andel af Danmarks advokatvirksomheder og talrige medlemsorganisationer.

Gode muligheder for sparring på erfamøder

Flere gange om året inviterer Lessor alle Payroll-kunder til erfamøde, hvor der er mulighed for at blive opdateret med hensyn til funktionalitet og nyheder og hente inspiration fra andre kunder. ”Jeg deltager hver gang, hvis jeg overhovedet har mulighed for det,” siger Marit Ytterdal og fortsætter: ”Når man sidder alene med lønopgaven til hverdag, er det rigtig rart at kunne mødes med andre og dermed have nogle at sparre med.”

Funktioner, der sparer tid

Marit Ytterdal oplever, at Lessor Payroll til Microsoft Dynamics NAV er utroligt nemt at arbejde med i hverdagen. Hun har fået tilpasset sin menustruktur, så hun kun får vist det, hun skal bruge. ”Det giver et godt overblik, og jeg behøver ikke forholde mig til menupunkter, der ikke er relevante for mig i min dagligdag,” fortæller Marit Ytterdal.

En af de funktioner, som Marit Ytterdal sætter allermest pris på, er medarbejderskabelonen. ”Vi har en telemarketingafdeling med mange studerende og forholdsvis stor udskiftning. Her letter det arbejdet utroligt meget, at jeg har en fast skabelon for telemarketingmedarbejdere og derfor kun behøver at udfylde et minimum af oplysninger, når en ny medarbejder skal oprettes i lønsystemet,” siger Marit Ytterdal.

Stiller revisionen tilfreds

Dyrenes Beskyttelse fremhæver også lønsystemets håndtering af feriepengeforpligtigelsen. ”Det er nemt at arbejde med, og vi kan let dokumentere over for revisionen, at vi har gjort det korrekt,” siger Marit Ytterdal. ”Før havde jeg forskellige regneark, men nu kører det meget nemmere i lønsystemet. På den måde sparer vi både tid og omkostninger til revisionen, som nemt kan foretage stikprøver og er meget tilfreds med den dokumentation, de får.”

Integration med fordele

Lessor Payroll er integreret med de øvrige moduler i Microsoft Dynamics NAV. Det gør det for eksempel nemt at afstemme i forhold til finanskonteringen, hvilket Marit Ytterdal oplever som meget tidsbesparende. Samtidig betyder det, at organisationen kan hente assistance hos Capto i forhold til hele NAV-pakken og medlemsløsningen. Det er en stor fordel i det daglige.

Beder man Marit Ytterdal sammenfatte sin oplevelse af Lessor Payroll til Microsoft Dynamics NAV, giver hun det klare svar: ”Det er enkelt og effektivt – og med en lang række rigtigt gode funktioner.”

Læs mere om Payroll til Microsoft Dynamics NAV

"Konsulenterne tager sig altid god tid til at sætte sig ind i mine problemstillinger, og kan de ikke svare på stående fod, finder de frem til en løsning og vender tilbage – også selvom udfordringen måske ligger hos os."

Marit Ytterdal, løn- og regnskabsbogholder Dyrenes Beskyttelse

BAGGRUND

Dyrenes Beskyttelse arbejder for bedre dyrevelfærd - både gennem praktisk dyreværnsarbejde med døgnbemandet vagtcentral, et landsdækkende net af internater og vildtplejestationer og gennem information om dyr, og om hvordan de bør leve. Foreningen blev dannet i 1875 og er med sine godt 70.000 medlemmer Danmarks både ældste og største dyreværnsorganisation. Foreningen er primært finansieret gennem medlemmer og privatpersoners bidrag.